01:18 LE

Det klør over det hele. Mine arme, mit skridt, min hovedbund. En kærlighedssang med sax. Åbner en flaske rødvin jeg deler med mig selv, somom det skulle kunne åbne for noget. Overhovedet. Det er svært når man skriver med en tradition på slæb. Noget må man gøre, hvis ikke, ja hvis ikke det skal ende i det rene ingenting. og blandt andet og blandt andet. Man falder så let ind i rutiner, og hvis man prøver at lade være, så er der intet at falde tilbage på. Der er intet. Som sidste søndag i oktober. Hvorfor hader vi uniformer? Hvorfor bekymre sig om andet end endnu en firnurlig tekstkonstruktion? Man må have noget at falde tilbage på. At. Jeg har et krater mellem mine øjenbryn. Og min lillebror sidder et andet sted med det samme. Hvorfor er der ingen der fortæller os at det både er usundt og dumt det vi har gang i? Hvad har I gang i? Det er tasteturets tappenappen og det billede af sig selv der fortsat glor på en, inde i vinduet.

Mine Herrer! I må ikke dømme os for vores blå øjnes skyld:

Øjne: Blå
Vores: Skyld
Ikke: Os
For: Dømt.